I aften skyder vi nytåret ind og ser med stor forventning
frem mod et nyt og spændende år. Selvom det kun er 25 dage siden, vi skrev –
hvad vi troede skulle være – det endegyldigt sidste indlæg, så føles det som
evigheder siden. Der er sket så meget siden, at der skal knyttes et lille PS
til bloggen. En nødvendig afrunding.
Onsdag d. 16. december underskrev vi salgsaftalen på vores
hus. En begivenhed vi har længtes efter
i snart et år, og nu er det en realitet. Vi flytter – og vi flytter snart! For køber
ønskede hurtig overtagelse. Vi fik en måned. Og den er snart gået.
Køber overtager huset d. 15. januar, og flyttefolkene er
booket til at rykke alle vores ejendele – som skræmmende nok fylder helt
utroligt meget – de kommer fredag d. 8. Så julen har budt på megen oprydning,
ture til lossepladsen, pakken i kasser og nostalgi. Sortering af
leukæmi-dokumenter og billeder. Ting, der skulle afsluttes, før de kom i
kasser. Det har været svært og godt.
Der har heldigvis også været ro på julen, så pigerne har
kunnet nyde glæden, forventningen og familiehyggen. Det har været så skønt. Og
vi er dybt taknemmelige for, at vi har haft ferien til at ordne og pakke, før
vi skal flytte. Ellers havde vi været udfordrede – mere end vi allerede er 🙂
I ugen før jul nåede vi på mirakuløs vis at få styr på alle
de praktiske ting i forbindelse med at flytte en familie fra en kommune til en
anden. Vi har fundet en lejlighed i Silkeborg, som vi kan være i, indtil vi
finder det, vi skal bo i på mere permanent basis. Vi har styr på Selmas skole,
og der bor en pige fra klassen på vores nye vej – det er en god start. Nanna og
Frida har fået plads i samme integrerede institution. Det var et fantastisk
lykketræf – og det lykkedes! Vi besøgte Skovbuen tirsdag før jul, og det bliver
godt. Og så skal vi nok nå alle de resterende ting. Vigtigst er, at der styr på
vores unger.
Vi er på vej, og vi glæder os. Det bliver hektisk for en
periode, og det klarer vi også. Det bliver så godt, og vi glæder os til en ny
start med nyt job, ny by, ny skole og meget mere. Og vi kommer selvfølgelig til
at savne Viborg og de dejlige venner, vi har her.
Vi har ingen nytårsforsætter. Alligevel skal vi huske at
tale sammen, hygge, slappe af, lade det rode (hvilket vi gør godt), lege og
kramme. Så skal det hele nok gå.
Vi ønsker dig et godt og lykkebringende nytår.
Kærlig hilsen Lene og Christian